Sæby Rotary Klub skaber nye muligheder gennem økonomisk støtte og support
Foto: Skoleelever fra Sandapettri som flittigt arbejder med deres lektier - Samt Kirsten Steffensen og Jesper Koldtoft, under besøget i 2025.
Sæby Rotary Klubs skoleprojekter i Indien
Et samarbejde, der giver børn en fremtid..
I Sæby Rotary Klub har vi gennem mange år engageret os i et hjertevarmt og meningsfuldt projekt – opførelsen og udviklingen af skoler for børn af de laveste kaster i Indien.
Hvordan det hele begyndte
Historien starter faktisk herhjemme – i Skæve kirkes menighedsråd.
I forbindelse med et dødsfald blev der oprettet en fond, hvor ønsket var, at midlerne skulle bruges til gavn for børn. En lokal ildsjæl med tæt kendskab til Indien foreslog at støtte skoleprojekter dér, og på den måde opstod et samarbejde mellem Skæve Menighedsråd og Sæby Rotary Klub.
De første projekter
I 2017 blev de første skridt taget, da vi – i fællesskab med menighedsrådet – byggede fire klasselokaler til en Secondary School i byen Sandapettai i delstaten Tamil Nadu i det sydlige Indien.
Skolen svarer til en dansk udskoling (5.–10. klasse) og giver dermed de ældste elever mulighed for at fortsætte deres skolegang.
Ved indvielsen deltog repræsentanter fra både Skæve Menighedsråd og Sæby Rotary Klub, og det blev begyndelsen på et langvarigt partnerskab med lokalsamfundet.
Udfordringer og udvikling
Tamil Nadu er en fattig region, men med en markant dansk historisk indflydelse.
Her samarbejder vi tæt med Arcot Kirken, som driver en række skoler, hospitaler og klinikker i området. Gennem årene har også Lego og Danmission bidraget til udviklingen.
Efter de første byggerier blev området desværre ramt af voldsomme cykloner og et hårdt klima, som satte sine spor på skolens bygninger.
Ved vores besøg i både 2020 og 2025 kunne vi se behovet for renovering og vedligehold – og derfor sendte Sæby Rotary Klub midler, så skolen kunne blive malet og sat i stand.
I dag står klasselokalerne igen smukke og funktionelle – og som man hurtigt opdager, går man i Indien meget op i at skilte med støttegivernes bidrag.
![]() | ![]() | |
![]() | ![]() |
En investering i fremtiden
Projekterne har allerede haft en mærkbar effekt. Flere elever får nu mulighed for at fortsætte deres studier – helt op til universitetsniveau. Men den største gevinst er håbet: at give børn fra de fattigste familier en reel chance i livet, hvor deres forældre ellers ikke havde midler til at sende dem i skole.
Arbejdet fortsætter – og Sæby Rotary Klub vil også i 2025 støtte skoleprojekterne i Tamil Nadu.
For når man investerer i uddannelse, investerer man i fremtid, frihed og forandring.

Flere projekter i området
Siden er engagementet vokset:
2018: Nye klasselokaler i Sandapettai
2020: Toiletbygninger samme sted
Efterfølgende:
Cyklonsikring af skolebygninger i Suviseshepuram
Nye klasselokaler, brønd og tagkonstruktion i Koo Kallakurnichi
Udbygning af klasselokaler og administration i Tk Thauda
Opførelse af hostels for drenge og piger i Panruti, tilknyttet den lokale landsbyskole



